top of page

Skolens dagligdag

Vi har valgt at beskrive vores praksis ud fra forskellige hovedtemaer. Værdigrundlaget for Aalborg kommunale skolevæsen og Fælles Skolebeskrivelse 2010 danner grundlaget for skolens virksomhed. Den daglige praksis er ikke beskrevet ud fra de 7 temaer i Fælles Skolebeskrivelse 2010, da de giver mere mening for os, at lade dem indgå naturligt i beskrivelsen af skolens hverdag.

Vi har på skolen udvalgt tre fokusområder skriftsprogsudvikling, læsning samt krop og bevægelse, som vi nu arbejder med på fjerde år. Fokusområderne er valgt ud fra skolens overordnede målsætning. De skal være med til at binde skolen sammen fra indskoling til overbygning og samtidig skærpe Gug Skoles profil.


Fokusområderne er:

Skriftsprogsudvikling (læsning)
Fokusområdet skriftsprogsudvikling (I daglig tale læsning) er valgt med det formål at skabe bedre mulighed for vores elevers læringsproces. Forskning peger på, at det enkelte barn skal læse 5000 timer for at udvikle en god læsekompetence. Det svarer til ca. 20 min. dagligt. Hele skolen læser derfor, i et læsebånd, 20 minutter hver morgen i ca. fire måneder om året. Læsebåndet skal styrke elevernes læsekompetence og læselyst. Flere årgange læser i længere perioder.


Læsningen har et bestemt mål på de forskellige trin. I indskoling handler det primært om læseindlæring, på mellemtrinet om læsehastighed, læseforståelse og begyndende faglig læsning og i udskolingen om faglig læsning og læsestrategier. Alle fag indgår i læsebåndet, da læsning efter vores opfattelse er ”alle fags moder”.


Evaluering af læsebåndet i de foregående år er både sket via læsetest og via erfaringsopsamling fra skolens ansatte. Vi har kunnet se, at læsebåndet forbedrer elevernes læseevne. 


I skoleåret 2011/2012 har fokus været på den faglige læsning. Hele det pædagogiske personale har fået et oplæg om faglig læsning, og har på baggrund heraf arbejdet med faglig læsning på alle årgange i forbindelse med læsebåndet. I skoleåret 2012/2013 fortsætter fokus på den faglige læsning. 



 


Verdensborger
Fokusområdet Verdensborger er valgt med det formål, at eleverne på Gug Skole opnår viljen og evnen til at handle med omtanke for både medmennesker, natur og miljø både lokalt, nationalt og globalt. Det er vigtigt for os, at vores elever bliver parate til at leve i et samfund med forskellige kulturer, hvor respekt og tolerance er nøgleordene. Det er ligeledes vigtigt, at vi gør vores elever klar til i perioder af deres liv at uddanne sig eller bo i udlandet.


På samme måde som med læsebåndet arbejder hele skolen med fokusområdet verdensborger i perioder af året.

I forbindelse med vores udviklingsarbejde omkring verdensborgertankegangen opstillede vi blandt andet følgende mål / karakteristika for eleverne på Gug Skole:
Eleverne skal :

  • Blive bevidste om deres rødder og deres nærmiljø. Dette sker blandt andet gennem arbejde med traditioner, og ved at vi gør brug af Kongshøjskoven mv. i undervisningen. De små elever har blandt andet udeskole og udedus i løbet af året.
  • Kunne begå sig både lokalt, nationalt og globalt.
  • Være med til at mindske verdens uretfærdigheder og uligheder. Eleverne arbejder derfor med emner som 2015-målene, fokuspunkter fra U-landskalenderen og demokratiets udvikling.
  • Værne om naturen og biosfæren. Vi forsøger ud over det teoretiske arbejde i fagene at gøre en indsats lokalt, ved at eleverne skiftes til at samle affald op i og omkring skolen.
  • Spare på ressourcer, råstoffer og energi eks. ved at bruge energi med omtanke og genbruge, når det er muligt. 
  • Hjælpe andre – på skolen, i familien, i nærmiljøet, i Danmark og ude i verden. Her er vores venskabsklasser et centralt omdrejningspunkt.
  • Komme i kontakt med folk fra hele verden og bruge it til at knytte forbindelser med elever fra andre skoler og andre lande. Det betyder at eleverne i perioder af deres skoleforløb har venskabsklasser på andre skoler, skriver med skoler rundt om i verden eller deltager i forskellige projekter hvor IT og kommunikation er i fokus.

Skolen har udarbejdet en læseplan / et idékatalog med mange forskellige undervisningsforslag til de forskellige årgange. Det er de enkelte årgangsteam, der har ansvaret for at implementere fokusområdet i deres årsplaner. Dette sker i samarbejde med skolens internationale udvalg.

Skolen deltager desuden i comeniusprojekter og har comeniusassistenter, hvilket er med til at skærpe skolens internationale fokus.



Vi er pt. med i et comeniusprojekt gældende for skoleåret 2011/2012 samt 2012/2013. Fokuspunktet er her The sea, my city and me.



Skolen har desuden opstartet et samarbejde med Confucius Institute for Innovation & Learning (www.ci.aau.dk), Department of Learning and Philosophy, Aalborg University. Det vil blandt andet betyde, at eleverne på den internationale linje tilbydes kinesisk i perioder af skoleåret og at årgangene kan få mulighed for at arbejde sammen med instituttet om kinesisk kultur.

Krop og bevægelse
For os er det væsentligt at skabe en skole for alle elever. Da der er evidens for, at kroppen kan bruges aktivt som en læringsressource, er det vigtigt for os at skabe en skole, hvor læring og bevægelse kobles.


Som de andre fokuspunkter arbejder vi med krop og bevægelse i dele af skoleåret. Indskolingen og flere af mellemtrinsklasserne har dog hver dag, gennem hele året, morgenløb med eleverne. Det er lærernes og pædagogernes oplevelse, at eleverne efter morgenløbet kan holde koncentrationen i længere 
perioder. På samme måde har eleverne i både indskolingen og mellemtrinet korte breaks i løbet af undervisningen, hvor de får mulighed for at bevæge sig.



Mål for krop og bevægelsesindsatsen 2012/2013:

  • Eleverne oplever, at læring kan ske gennem fysisk aktivitet.
  • Elever forbedrer deres faglige indlæring.
  • De ikke stillesiddende elever oplever større glæde ved skolearbejdet.

Handletiltag:

  • 2 ressourcelærere har fået timer til at videreudvikle idéer på området og være med i timerne ved andre lærere.
  • Skolen har investeret i undervisningsmaterialer med sigte på aktiv læring.
  • Skolen har etableret et aktivt læringsrum.

Oplevelse i dagligdagen:

  • Personalet oplever, at det at inkludere aktiv læring som en naturlig del af undervisningen bliver lettere.
  • Det aktive læringsrum og de indkøbte undervisningsmaterialer bliver brugt i dagligdagen.
  • Eleverne profiterer læringsmæssigt af indsatsen.
  • Elevernes arbejdsglæde bliver større.

Evaluering:

  • Der foretages en evaluering blandt eleverne og personalet i løbet af foråret 2013 af de to ressourcelærere. 

Fokusområdet skriftsprogsudvikling foregår i et tæt samarbejder med skolens læsevejleder, pædagogisk læringscenter (PLC) og det pædagogiske personale, og det falder godt i tråd med Aalborg Kommunes mål for de læsepolitiske retningslinjer. Vi har arbejdet med at udmønte den kommunale målsætning til en lokal handleplan for læsning på Gug Skole, hvor fokusområdet om skriftsprogsudvikling vil være det naturlige omdrejningspunkt. 

Den lokale handleplan kan læses her



Mål for læseindsatsen 2012/2013:
Elevernes kompetencer indenfor læsning styrkes.
Eleverne evne til at vælge konstruktive strategier i forhold til faglig læsning styrkes.
​Handletiltag:
Læsegruppen sætter læsebåndet i gang, og fungerer som sparringspartnere for personalet.
Læsebånd med fokus på faglig læsning i perioden 1. december 2012 - 15. februar 2013.
Oplevelse i dagligdagen:
Personalet lærer eleverne forskellige strategier i forhold til læsning.
Eleverne anvender disse strategier indenfor de forskellige fagområder.
Evaluering:
Niveauet i de nationale test og skolens egne test forbedres.

bottom of page